Søndag seksagesima 2012. Skannerup og Skorup. Salmer: 8 – (7) – 313 – 319 - Nadver: 320 v. 1 - 156. Tekst: Mark 4, 26 – 32.
I dag vil jeg begynde umiddelbart et andet sted, end i de ord, vi lige har hørt. Jeg vil begynde ved korset:
I bund og grund er der jo ikke noget særligt ved korset; det er to stykker tørt træ, der er sat sammen af bånd og nagler, så de danner et kryds. Vi ser det så ofte, at vi måske ikke tænker nærmere over det; det hænger måske i vores hjem, eller vi ser det som symbol masser af gange i vores dagligdag og nemt går vi forbi, uden at vi ser meget andet end netop et tørt stykke træ.
Og de soldater, der eksekverede dommene over de dømte forbrydere, tænkte såmænd nok heller ikke meget over det. Sådan bliver det; selv det mest bestialske arbejde bliver arbejde som alt muligt andet. Sådan var det også for mange af dem, der skrabede ligene ud af gaskamrene i Hitlers udryddelseslejre, siges det. De tog hjem og legede med deres børn, klappede deres hund og spiste deres kones frikadeller og lagde sig til at sove, uden de store problemer.
Og der var så mange korsfæstelser i det romerske imperium for 2000 år siden, så det at hamre nagler gennem hænder og hejse mennesker op på kors beregnet til tortur, ikke har betydet noget særligt. Det var bare to stykker tørt træ og et arbejde, der skulle gøres.
Og fra korset flød blodet ned i den tørre jord. Korset var tegnet på gru. Det var som et helvedes tegn på jord, fordi mennesker hang her og skreg i største pine og smerte og blot ønskede, at døden ville komme og udfri dem.
En dag var det tømrersønnen fra Nazaret, der fik naglerne gennem hænderne. Endnu en i en nærmest endeløs række af forbrydere, som man ikke kunne spilde mange tanker på. Indtil himlen blev formørket og jorden begyndte at skælve og de omkringstående blev slået af rædsel.
For det var ikke bare endnu et kors, det var ikke bare endnu en forbryders blod, der vandede jorden. Nej, det var et kors, der slog rod, der i bakken i Golgata og som sendte sine rødder dybt ned i jorden og ud, og lagde sine beskyttende rødder om alt det blod, der er udgydt på jorden fra Abel og lige siden.
Korset var så ondt et torturmiddel, at det kun kan være Djævelen selv, der stod bag opfindelsen af det. Hvor har han gnedet sig i hænderne af fryd, hver gang mennesker skrig har lydt fra et kors! Men Gud har magt til at vende selv de ondeste planer og korset er nu for os det anker, vi kan klamre os til, når livets storme vil vælte os. Korset er nu Guds godhed i verden. Det tørre træ; to planker tømret sammen, groft og uforarbejdet af træ, der har været dødt i måske mange år, det blev tegn på kærligheden.
På Biblens første sider læser vi om et andet træ; Livets træ. Det stod midt i den have, som Gud plantede til Adam og Eva ude i Eden. Det måtte de ikke røre; og da de havde forbrudt sig mod Guds bud og havde spist af Kundskabens træ, blev de smidt ud af haven, netop fordi Gud frygtede, at de ville spise af livets træ. Og derved var adgangen til evigt liv afspærret for mennesker.
Det er en historie, der skærer os i hjertet og mine egne børn har altid som små sagt: ”Bare de ikke havde gjort det”. Og læser vi videre i Biblen er det en forfaldshistorie, vi læser. For godt nok er der enkelte lyspunkter, men stort set gennem den Gamle Testamentes sider, hører vi igen og igen om, at mennesket forvildede sig længere og længere væk fra Gud og derved kom til at gøre hinanden mere og mere fortræd.
For vi er skabte. Vi er ikke bare tilfældigt opståede væsner, men vi er skabte af Gud. Og vi er skabte til at leve sammen med ham – og forvilder vi os bort fra ham, lever vi ikke i det rum vi er skabt til at være i. Og så forvilder vi os også alt for let bort fra vores næste.
Hvor ligger Edens have? Det ved vi ikke. Vi kan sætte verdens bedste arkæologer i gang med at grave, men de vil aldrig finde stedet. Men da vi ikke selv kan finde tilbage til Edens have og Livets træ, som vi har så meget brug for, lod Gud i stedet livets træ slå rod midt i vores verden. Nu formet som et kors. Det er ikke til at se, for øjne, der ikke vil se det. Det er ikke til at se, at der skulle være liv og kraft at hente i to tørre planker, nej, da er tanken om et saftigt livstræ langt nemmere at forholde sig til.
Men det visne træ i korset, det er livets træ for os i verden. Det er det, som Jesus i dag fortæller os om i den lille lignelse med sennepsfrøet, der vokser op og bliver til et mægtigt træ, større end alle andre planter, så himlens fugle kan komme og bygge rede i dets krone.
Se på korset: Ser det ud af noget særligt? Nej! Så det ud som noget særligt for de bødler, der klyngede Jesus op? Nej! Men ud af det spirer liv til os som det lille sennepsfrø, der bliver et mægtigt træ, hvor fuglene bygger rede og finder læ for sol og blæst og rovfugle.
Guds rige kan ikke rummes i én enkelt lignelse; det kan ikke rummes i tusind og derfor fortæller Jesus også så mange forskellige. Men én af lignelserne om Guds rige er lignelsen om sennepsfrøet, der syner af ingenting, men som bliver et mægtigt træ, hvor himlens fugle bygger deres rede. Hvordan det sker, det forstår vi ikke. Det er det samme gådefulde, som at landmanden sår sine marker til, går hjem, spiser og sover, læser avis og kører vil, og imens spirer det derude. VI ved nok også, at han må både sprøjte og vande og gøde, for at det kan lykkes, men størstedelen sker på nærmest magisk vis: En dag er marken moden til høst og vi forstår kun en flig af det.
Korset er livets træ for os! Hvordan det går til, forstår vi kun en flig af. Vi ved, at det hænger sammen med, at Guds søn døde der for os. Vi ved, at han derved bar al lidelse for os. Vi ved, at det betyder, at han derved købte enhver, der tror på ham fri fra fortabelsen. Men så meget andet forstår vi ikke. Det er heller ikke nødvendigt. Vi skal bare holde os til korset. Vi skal vide, at vi aldrig må lade os narre af det, vi umiddelbart ser, og vi må aldrig lade andre forlokke os til at ville se noget andet.
For det er muligt, at andre stadig kun ser de to døde stykker træ. Det er muligt, at andre vil pege derhen og sige ”Der er intet liv at hente der”. Men lever vi i den tiltro, som bonden i lignelsen har, at vi bare overlader til Gud at lade sæden spire og vokse, at lade det døde kors blive til liv for os, da vil det ske.
Nu kan det godt være, at nogen af jer tænker: ”Det er da lidt vel megen tale om korset i dag – har hun ikke noget mere interessant at tale om?” Nej, for det er her, det hele begynder for os som kristne. Ved korset. Vi kan gøre os en masse overvejelser om, hvordan vi får samlet op på vores liv eller om, hvordan vi bliver bedre som mennesker. Men først når vi kommer til korset, kommer der for alvor til at ske noget for os.
Måske har I hørt historien om drengen, der klatrer rundt i et træ en aften, da han pludselig bliver bange og ikke tør kravle ned. Hans far opdager ham, og kommer ham til undsætning: “Kom spring ned, jeg skal nok gribe dig”. Men drengen turde ikke, for det var blevet mørkt, så han kunne ikke se sin far under træet. “Jeg tør ikke” - “jo kom nu, jeg står lige under dig, hop nu”.
Det er det, vi samles for at høre her i kirken: At Gud nok skal gribe dig. At han elsker dig så meget, at han gav sin eneste søn til os på korset, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv. Det er det, der er det centrale i kristendommen - i det at være en kirke. Det er det glade vanvid - men det er det eneste, vi som kirke kan give, og det fornemste der overhovedet skal prædikes hver eneste søndag: Korset som er livets træ for os.
Her i verden vokser det nu og breder sine mægtige grene ud, så vi kan finde ly i det og bygge rede. Vi finder vores rede i livets træ, når vi kommer her i kirken, og hører ordet om korset og når vi knæler ved altret og lader Jesus vaske al vores skyld bort. Som småfugle, der kryber i ly for rovfugle, finder vi sikkerhed i træet, når vi folder vores hænder i bøn og lader den korsfæstede hjælpe og vejlede os. Ja, sikkerhed for uvejrets rasen omkring os finder vi i kronen, når vi åbner bogen om Guds søn, der døde på korset og lader ham tale til os.
Det tørre træ, et kos, slog rod
I jorden og i tiden,
Dybt plantet i alt udgydt blod
Fra Kain og lige siden
Det visne træ blir livets træ
En kilde sprang ved roden
I toppen finder fugle læ
Og hjortekalv ved foden
Og Træet bærer megen frugt.
Med gråd Vor Herre så´de.
Vi høster ikke straf og tugt,
Men nåde over nåde
Vor lovsang er om livets træ
Med ly for kirkehuset.
Usynligt her er ordets dræ,
Uhørligt åndesuset
(Johannes Johansen)